HTM / Freestyle (dogdancing)
Dogdancing og færdighedsprøver - en udfordrende og inspirerende form for hundetræning.
Hvad er HTM / Freestyle? Heelwork to Music (populært kaldet dog dancing) bygger på et unikt samarbejde mellem hund og fører, der sammen udfører en koreografi bestående af tricks og/eller en række fri ved fod-positioner til musik. Sporten er delt op i to discipliner: Freestyle, som primært består af tricks, og HTM, hvor man primært arbejder med 10 fri ved fod-positioner. På trods af tilnavnet "dog dancing", behøver man ikke at kunne danse - der er mange muligheder for at lave en koreografi til musik, uden at det behøver at have noget med dans at gøre. Hvorfor træne HTM / Freestyle? Heelwork to Music er en sjov sport, der giver et godt samarbejde mellem hund og fører. Det er en sport for alle racer. Har man en hund, der bevæger sig langsomt, så vælger man blot et roligt stykke musik, så hunden får tid til at udføre sine øvelser, mens man vælger noget mere tempofyldt musik til en hurtigere hund. Hvad træner man på holdet? Vi fokuserer mest på freestyle og indlæring af tricks, men vi arbejder også lidt med et par HTM-positioner. Skulle nogle kursister have lyst til at arbejde mere i dybden med HTM, er der mulighed for det. På kurset vil du og din hund lære forskellige tricks og positioner – og hvordan du sætter dem sammen til en koreografi. Færdighedsprøver På begynderholdet arbejder vi desuden hen imod at lære de øvelser, der indgår i HTM Færdighedsprøve 1 (en slags trick-prøve), som du kan læse mere om her. Færdighedsprøverne er en god mulighed for dig, der har lyst til at afprøve konkurrencesituationen og vise din hunds tricks frem, men endnu ikke har lyst til at vise en hel koreografi til musik foran et publikum. Hvem kan deltage på holdet? Den eneste forudsætning for at deltage er, at din hund kan lidt basal lydighed og er vant til træne med dig. Har du spørgsmål til vores HTM / Freestyle-hold? Send en mail til [email protected]. |
Vi ved p.t. ikke, hvornår næste HTM/Freestyle-hold starter
Vi annoncerer nye hold på hjemmesiden og Facebook. Besked om nye hold: Send en e-mail til [email protected] med emnet "mailingliste", hvis du ønsker at modtage en mail, når vi slår nye hold op. |